Efter en dejlig sæson med mange spændende koncerter er det lokale Fredensborg Brass Ensemble snart klar til at holde sommerferie. Men inden det kan lade sig gøre, skal den traditionelle promenadekoncert afholdes.

Det er 19. gang de 15 messingblæsere byder til sommerkoncert, som hvert år tiltrækker flere og flere af byens borgere og besøgende turister. Messingmusikken klinger specielt flot, når den spilles under åben himmel, og også i år er der lagt et flot og spændende program med stor underholdningsværdi. En promenadekoncert er, som navnet siger, en koncert der i sin opbygning finder sted under afslappede former. Man stopper op -  lytter til et par numre eller bliver som mange så opslugt af musikken, at man har lyst til at høre det hele.

Ensemblets dynamiske dirigent Henrik Madsen har sammensat et flot program, der byder på musik fra det lette klassiske til sommerstemningsmusik over swingende toner til et per friske marcher, og selvfølgelig skal der også være plads til et par dejlige danske fællessange. Man skal møde komponister som Händel, H.C. Lumbye, Irvin Berlin og mange flere.

Promenadekoncerten, som er arrangeret af Kulturforvaltningen i Fredensborg Kommune, finder sted søndag den 18. juni kl. 15 ved Porten til Fredensborg Slot. Det er selvfølgelig gratis at overvære koncerten.

Skulle vejret blive for vådt spilles koncerten i Kulturhuset ”Fredensborg Gl. Biograf”. Kom glad til promenadekoncerten.