Kulturelt Samråd Fredensborg 

Nu starter filmklubben Humlebiens sæson 2017/2018. Vi viser 8 film fra september til april for børn i alderen 6-10 år og 11-15 år i Humle Bio. Det koster 170 kr. for hele sæsonen og tilmelding starter torsdag den 24. august kl. 8.00.

Filmene vises lørdage og der er 3 hold for de 6-10 årige og 1 hold for de 11-15 årige. Tilmelding sker fra vores hjemmeside www.filmklubben-humlebien.dk. Her kan man også se vores program eller downloade det. Programmer uddeles også på skoler i Fredensborg Kommune.


Programmet rummer mange gode og spændende film og for de 6-10 årige. I december viser vi den danske julefilm, Den magiske juleæske, om den 8-årige Julius, der bor på børnehjemmet Klokkeby. Han er helt vild med julen og tror fuldt og fast på julemanden. Men bøllerne Gregers og Piv driller Julius og prøver at ødelægge julen for ham.
Vi viser også en ny film i serien om Iqbal fra Nørrebro. I Iqbal og superchippen skal Nørrebro saneres og Blågårdsgade rives ned. Det bryder Iqbal og vennerne sig ikke om, så de lægger en plan.  Der er også flere fine animationsfilm på programmet. Der er Dyrene i Hakkebakkeskoven, Sangen fra havet, Kæledyrenes hemmelige liv, Trolls, Syng og Vaiana.

De 11-15 årige kan opleve en nyrestaureret udgave af Charlie Chaplins mesterværk. Charlies plejebarn. Der bliver et gensyn med E.T. –The extra-terrestrial. På programmet er også den danske spillefilm, Anti, om Simon, der dropper skolen og begynder at hænge ud med en gruppe graffitimalere. Ghostbusters er tilbage i New York, nu i skikkelse af Erin og Abby, for spøgelserne er igen på færde. Så de tager kampen op.
De unge kan også se Girl asleep, octor Strange, Skønheden og udyret og Miss Peregrines home for peculiar children.

Læs mere om filmene på klubbens hjemmeside www.filmklubben-humlebien.dk.

Udover filmene har vi også en koncert med Kaya Brüel og Ole Kibsgaard for børn og deres voksne den 5. november kl. 11-11.45 på Humlebæk Bibliotek. Kaya og Ole hiver alle deres bedste sange op fra posen, sange vi kender fra TV, film og CD’er.
Koncerten afholdes i samarbejde med Fredensborg Bibliotekerne og billetter kan bestilles/købes på www.fredensborgbibliotekerne.dk/arrangementer fra den 15.oktober.