Der er fernisering på Humlebæk Kunstforenings vinterudstilling lørdag den 27. januar 2018 kl. 11.00 – 13.00 - en udstilling som kan ses i bibliotekets åbningstid frem til  den 9. februar 2018 med Tekstilkunstner Eva Castberg.

Tekstilkunstner Eva Castberg har i mere end 40 år malet og trykt på bomuld, uld og silke.

Arbejdet med silkens glans og transparens har været inspirationen til også at arbejde med ovnformet farvelagt glas. På det seneste er Eva Castberg begyndt at væve med håndmalet silke.

Alle Eva Castberg’s arbejder er unika, håndarbejde.

Eva’s inspirationskilder kommer fra naturen med især vandets farver og bevægelser, og fra studierejser, hvor de forskellige kulturer giver inspiration til hendes arbejder.
Eva’s arbejder indeholder meget symbolik, og et meget benyttet symbol er fisken, som i mange østerlandske kulturer er symbol for åndelig kraft.
Symbolerne trykker og maler Eva på tekstil, der som bund er malet således, at farverne stadig synes våde og i bevægelse. Bunden symboliserer vandet, der er kilden til alle udviklingsmuligheder i eksistensen, det udifferentierede, det uhåndgribelige, livets kilde og frugtbarhed.

Vandets farver og bevægelser har Eva dagligt iagttaget herhjemme og på rejser i Europa, Fjernøsten, Peru og Mexico. Og meget bliver set gennem fotografiapparatets linse.

På udstillingen vises arbejder fra 1973 og frem til i dag, lidt retrospektivt, men med hovedvægt på det nutidige.
Det udstillede omfatter stoftryk, malet silke, væv og glas.
Udtrykt i billedtæpper, beklædning, glasskulpturer, vaser og fade, samt fotografier hvor motiverne fortrinsvis er
vand / bølger og hav.

Eva Castberg har haft udstillinger i Danmark og i mange lande , bl. a. Tyskland, Belgien, Finland, Frankrig, Luxembourg, England og Japan.

 

Udstillingen kan ses:

Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag
Klokken 12-17
Lørdag fra 10-13
på Humlebæk Bibliotek

HUMLEBÆK
KUNSTFORENING
www.humlebaekkunst.dk¨
Humlebæk Kunstforening støttes af Fredensborg Kommune